Det starter med at jeg holder... Holder Daniel i hånden. Det er nat og kulsort, men den krystal klare hvide måne lyser en smule op. Stjernerne klart på den mørke himmel og fuglene synger stadigvæk, men det tænker vi ikke over. Alt er bare perfekt, indtil et meget kraftit lys kommer og fuglene stopper med at synge. Daniel kigger på med med et ansigtsudtryk fuld af sorg. Han bliver ramt af lyset og det viser sig at være en bil. Daniels hånd slipper min, og det er der jeg råber nej.
Da jeg stratede med at blogge, vidste jeg ikke om folk ville læse den. Det første stykke tid, læste ingen den, men da folk så begyndte, blev jeg glad. Da folk begyndte at skrive til mig hvor god mine blogs er, blev jeg glad. Og jeg vil gerne hjælpe andre med at komme frem og opleve denne føelse.
Øverst er et uddrag fra en anden blogger. En af mine faste læsere. Hun gav mig en ide, som jeg måske vil bruge til en anden historie. Det er typisk folk som selv skriver, der digter videre på historier, så jeg vidste med det samme, at hun også var en "forfatter". (Ligesom jeg er, historieskriver) Hvis det er, så prøv at læs den. Den er god, selvom der kun er ét kapitel og allerede lidt navneforvirring. Tålmodighed, og den er fantastisk at læse.
Hun hedder Ida, og virker som en rigtig sej og sød person!
Hjælp hende med at komme frem. <3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar