Palle alene i verden.

Det der med at føle sig alene, men vide at man ikke er det. Der skal ikke mere til end én person man elsker begynder at behandle dig anderledels, og wupti... Så er man ligesom helt alene. Selvom man er sammen med en masse i skolen og er glad, er føelsen der. Og så når man har fri, tager man ikke hjem til nogen, i byen eller i fritideren. Man har ikke lyst til at være sammen med andre end den ene person. Og når den person ikke vil være sammen med en, så kan alt også bare være ligemeget. Man sidder der hjemme og tænker på alt, men ens tanker kommer hele tiden tilbage til den ene person, ligemeget hvad..

Teenage-Palle-Alene-I-Verden

Føelsen af at savne.

Kender I føelsen af at savne?

Idag oplevede jeg den på det højeste niveau nogensinde. Det var værre end når jeg savner en afdød... Det gik ikke op for mig at jeg savnede personen, før personen var lige foran mig og vi behandlede hinanden som fremmede.

Jeg mødte min x-kæreste... Han sad i kassen i fakta, hvor jeg egenlig godt vidste at han arbejde, men ikke lige havde tænkt nærmere over det. Han talte til mig, som han taler til en hver anden kunde, hvilket har fint. Men da jeg kom hjem, kunne jeg mærke en kæmpe knude i min mave, som fik mig til at græde. Jeg kunne ikke lade vær med at tænke på ham. Hvorfor jeg ikke talte nærmere med ham, hvorfor spurgte jeg ikke hvordan det gik? Jeg mener vi begge behandlede hinanden lige slemt, men jeg tænker meget over om han har det ligesom mig? Savner han også mig? - Vi kom sammen for omkring et år siden og var sammen i et halvt år.

Jeg havde det ikke så slemt, da vi gik fra hinanden, men nu har jeg det dårligt. Rigtig dårligt. Det er virkelig forfærdeligt... - Jeg har stadig hans nummer og overvejer at ringe til det. Men hvis han afviser mig, eller taler til mig som om jeg er fremmed... Jeg tør slet ikke tænke på det... Jeg er bange for at miste ham, selvom han slet ikke er min.

Jeg tvinger mig selv til at tænke på noget andet, har prøvet at lave nogen lektier, hører noget musik og spist noget mad, men intet af det hjælper. Så nu kontakter jeg min bedste ven, han skal nok få mig på bedre tanker!

Kys kys.

bare et lille indlæg

Jeg ser frem til juul! - Glæder mig så meget!

Kender I føelsen af at havet lavet alle sin lektier? - Jeg har den for første gang nogensinde! - Det føles godt at tage sig sammen og tror faktisk jeg vil fortsætte med det. - Måske kan jeg få karakterne lidt op, før jeg skal søge ind på videre uddandelser.

Men blogger snart igen om julen! hæhæ. See U, U and U!

Den nye start

Hej alle sammen.

Det er igen lang tid siden jeg har skrevet, men jeg skriver når jeg har lyst, ikke fordi jeg skal skrive.

Jeg har valgt at sige farvel til det vilde liv med fester, sprut og drenge. Byen hver weekend og også nogen hverdage. Jeg måtte desværre lærer at dette var den forkerte leve-stil på den hårde måde..

Her for en måned siden opdagede jeg at jeg blev gravid. Hvilket er det værste som kunne ske. Man ved ikke hvad man skal gøre. Skal man beholde barnet, få en aport eller adoptere det væk?
Jeg var hurtig sikker på at jeg ikke skulle beholde det, for jeg havde ingen ide om hvem faren var. Jeg havde fire i baghovedet, som det kunne være. Og ingen af dem ville eller kunne tage ansvaret som en far. Hvordan ville mit barn have det, hvis han/hun skulle vokse op uden at vide hvem hendes/hans far var. Og ikke engang jeg (hendes/hans mor) vidste det.
Så var der jo muligheden adoption, for det ville jeg meget hellere end en aport. Så ville jeg ikke dræbe et andet menneske liv. Men på den anden side. Gå i ni måneder med et barn i maven, og så bagefter give slip på det. Nej, det ville jeg heller ikke kunne.
Så det blev en aport. Jeg opdagede det hurtigt nok, så jeg kun blev nød til at tage en pille. Som frem-provokerede min menstration, så jeg blødte det lille foster ud, inden det blev et menneske.

Nu er jeg så trådt en masse skridt tilbage. Jeg går meget mere op i min skole og tilbringer meget tid hjemme og kun hos de nærmeste veninder. Jeg holder mig væk fra fester og har ikke drukket alkohol lige siden. Dette er den nye start. Jeg vil ikke have sex med random drenge mere. Jeg venter på en rigtigt. Ikke den rigtige. Men en rigtig. Jeg tror ikke på den eneste ene. Men jeg tror på at der er en masse, som kan behandle mig godt og passe på mig.

Her til jul, vil jeg lige så stille begynde at tage til fester, i byen og være sammen med de gamle venner igen. men det kommer aldrig til at ende så gajlt igen. Det skal det ikke.

Jeg havde lige brug for at dele min lille historie med jer. Fordi jeg ønsker ikke at tage til phykolog, men vil stadig gerne have det ud. Derfor elsker jeg at dette er min anonyme blog. Og at dette ikke kommer ud til nogen jeg kender.