Det der med at føle sig alene, men vide at man ikke er det. Der skal ikke mere til end én person man elsker begynder at behandle dig anderledels, og wupti... Så er man ligesom helt alene. Selvom man er sammen med en masse i skolen og er glad, er føelsen der. Og så når man har fri, tager man ikke hjem til nogen, i byen eller i fritideren. Man har ikke lyst til at være sammen med andre end den ene person. Og når den person ikke vil være sammen med en, så kan alt også bare være ligemeget. Man sidder der hjemme og tænker på alt, men ens tanker kommer hele tiden tilbage til den ene person, ligemeget hvad..
Teenage-Palle-Alene-I-Verden
enig
SvarSlet